Afgiftsfri gaver i familieforhold

12. juli 2016

Du kan hvert år give gaver til visse af dine nære slægtninge, uden gaverne medfører negative konsekvenser af nogen art – hverken for modtageren eller for dig. Du kan hvert år afgiftsfrit forære dine nærmeste et beløb på kr. 61.500 i 2016. Beløbet kan gives til:

  • Hvert af dine børn.
  • Hvert af dine børnebørn.
  • Hvert af dine olde- og tipoldebørn.
  • Enken eller enkemanden efter et af dine børn, dvs. den efterlevende svigerdatter eller svigersøn.
  • Hvert af dine plejebørn, hvis disse har haft ophold hos dig i en sammenhængende periode på mindst 5 år, når opholdet er begyndt, inden plejebarnet fyldte 15 år, og højst en af plejebarnets forældre har haft bopæl hos dig som gavegiver sammen med plejebarnet
  • Hver af dine forældre.
  • Hver af dine bedsteforældre.
  • En person, som har haft fælles bopæl med dig i de sidste 2 år, f. eks. en samlever eller en søster.

Er du gift med barnets anden forælder, kan I hver for sig give hvert barn eller barnebarn eller oldebarn en årlig afgiftsfri pengegave på 61.500 kr. eller i alt 123.000 kr.

Desuden kan I hver for sig forære jeres levende børns ægtefæller, dvs. jeres svigerbørn, men ikke jeres børnebørns ægtefæller, en afgiftsfri pengegave på op til 21.500 kr. om året i 2016, og dermed kan I til sammen forære jeres barn og dets ægtefælle 166.000 kr., uden at pengegaverne udløser afgift eller får andre negative konsekvenser. Ønsker du at give en gave med en værdi på op til 61.500 kr. årligt til en eller flere af de omtalte personer, kan du gøre det uden videre. Men der skal være tale om en reel gave dvs der må ikke knyttes betingelser til som eks. En brugsret for dig.

Er der tale om gaver med en værdi på op til 61.500 kr. – eller 21.500 kr. til svigerbørn – medfører de som omtalt ingen skatte-, afgifts- eller pensionsmæssige konsekvenser! Holder du den kontante gave under de afgiftsfrie bundbeløb skal gaverne ikke indberettes til den lokale told- og skatteregion. Det er bare at udbetale beløbet, hæve pengene og give værdierne til dine børn osv.

Men af bevismæssige grunde er det fornuftigt at oprette et såkaldt gavebrev, dvs. en skriftlig dokumentation for gaven. Rente- og afdragsfrit familielån

Hvis du ønsker at give et beløb, der overstiger det afgiftsfrie gavebeløb, eksempelvis fordi gavemodtageren har behov for pengene nu, er det muligt at oprette et rente- og afdragsfrit familielån. Det er imidlertid vigtigt, at der oprettes et gældsbrev på de rigtige vilkår.

Hele lånebeløbet kan overføres til modtageren uden skattemæssige eller afgiftsmæssige konsekvenser, og kan efterfølgende nedskrives med det afgiftsfrie gavebeløb, hvis du i efterfølgende år får lyst til at give en gave. Lånet skal tilbagebetales, medmindre gælden er blevet nedbragt ved långivers foræring af afgiftsfrie gaver, som er anvendt til at nedbringe lånet.

Det kan ikke på forhånd aftales, at långiver hvert år forpligter sig til at give en gave, hvormed lånet nedbringes, da SKAT i givet fald vil anse hele beløbet som en gave allerede ved overførsel af lånebeløbet, og modtageren vil skulle betale gaveafgift af det fulde beløb efter fradrag af det afgiftsfrie grundbeløb.