Uskiftet bo

15. juli 2016

At miste sin livsledsager er en voldsom følelsesmæssig belastning. Mange ægtefæller forestiller sig, at det bedste ville være, at de kunne dø samtidig og dermed slippe for at blive alene tilbage med sorgen. Men sådan går det jo ikke i det virkelige liv. Hvis ægteskabet varer, bliver en af dem før eller siden enke eller enkemand.

Oven i sorgen kommer også bekymringen for fremtiden – ikke mindst den økonomiske fremtid. Den ene indtægt falder bort, mens de fleste af udgifterne forbliver de samme – og hvad med arv til børnene?

Ifølge arveloven kan en enke eller enkemand sidde i uskiftet bo, såfremt ægtefællerne havde fælleseje og kun fællesbørn, og den efterlevende i øvrigt selv har orden i økonomien. Havde den afdøde børn fra et tidligere forhold, skal de give deres samtykke til et uskiftet bo.

Det er forståeligt at mange, der opfylder betingelserne, ønsker denne nemme løsning. De kan bevare den fulde rådighed over formuen og behøver ikke at skaffe likvide midler for at kunne udbetale arv til børnene. Det er en enkel opgørelse, der skal indsendes til skifteretten, og man sparer advokatomkostninger og tid med bobehandlingen.

Der er imidlertid mange enker eller enkemænd, der ikke tilstrækkeligt har overvejet konsekvenserne af det uskiftede bo, inden denne ”lette” løsning vælges. Og mange er slet ikke opmærksomme på de alternativer, der kunne have været, hvis man i tide havde tænkt tankerne.

Ved at vælge uskiftet bo accepterer den længstlevende at overtage alle afdødes forpligtelser. Det kan lyde tilforladeligt, men man bør være opmærksom på, at man ved at vælge det uskiftede bo samtidig forpasser en mulighed for – under visse betingelser – at undgå visse skatter, der påhvilede afdøde. Vær opmærksom på, at den afdøde ægtefælles gæld ikke automatisk er den efterlevendes gæld – ikke før han eller hun har valgt det uskiftede bo.

Mange ægtefæller tror, at ”fælleseje” er ensbetydende med, at alt ejes i fællesskab, og at al gæld er fællesgæld, uanset i hvilket navn det står. Det er ikke tilfældet. Selv om ægtefæller har fælleseje, har de ”særhæften” og ”særråden”, hvilket betyder, at hver ægtefælle alene hæfter for sin egen gæld og i vidt omfang frit kan disponere over egne ejendele.

Har man imidlertid valgt uskiftet bo, indskrænkes råderetten i et vist omfang. Ganske vist har man formelt en ejers rådighed over hele formuen, men man kan ikke skalte og valte efter forgodtbefindende. Man må ikke misbruge sin rådighed over formuen og skal sørge for at behandle alle børnene nogenlunde ens i økonomisk henseende.

De færreste nybagte enker eller enkemænd kan forestille sig, at de på ny skulle få lyst til at gifte sig, men ikke desto mindre sker det, at man lærer at leve med tabet, og på et tidspunkt kan komme i den situation. I tilfælde af et nyt ægteskab skal der skiftes med børnene, medmindre de ligefrem giver afkald på arv efter den afdøde forælder. Der er ofte gået nogle år, formuen er vokset, man har ikke længere styr på, hvad der er hvad af midlerne i formuen, og man skal nu skaffe ¼ af den samlede formue i likvide midler, så børnene kan få deres arv.

Arven til børnene er mindsket ved den nye arvelov, der trådte i kraft 1.1.2008, men en fjerdedel er stadig en stor del af den samlede formue, der skal udredes, når der skal skiftes.

Havde ægtefællerne i tide sørget for et testamente, hvor mest muligt skulle tilfalde den længstlevende i tilfælde af skifte, havde enken eller enkemanden kun skullet af med 1/16 af den samlede formue i stedet for ¼.

Og når først der er skiftet, kan den længstlevende igen disponere fuldstændig frit. Han eller hun kan give gaver efter sit eget ønske, også selv om der måtte være forskel på størrelserne, gifte sig eller bare flytte sammen med en ny kæreste og forkæle ham eller hende, uden at skulle stå til regnskab over for børnene.

Skulle enken eller enkemanden alligevel vælge det uskiftede bo, bør han eller hun i det mindste sørge for at holde de forskellige midler adskilt. De forsikrings- eller pensionsbeløb, der kommer til udbetaling i anledning af ægtefællens død, bør indsættes på en særskilt konto og ikke sammenblandes med de øvrige midler. Det samme gælder de midler, som den længstlevende selv får udbetalt fra sin egen eventuelle kapitalpension. For i det omfang disse midler er i behold, uomtvisteligt kan identificeres og ikke har mistet deres karakter af pensionssikring, kan de fortsat holdes uden for delingen ved et senere skifte.

Den ”nemme” løsning om det uskiftede bo kan således vise sig at være langt mere besværlig på sigt, og der kan være god grund til at få et møde med en advokat, inden valget skal træffes i skifteretten.