Nyheder
Pr. 1. marts 2012 trådte nye regler om ægtefælleskifter i kraft. I den forbindelse er der i hver retskreds autoriseret et antal bobehandlere. I holbæk retskreds er der autoriseret foreløbig to bobehandlere, hvoraf jeg er den ene.
Bobehandlernes opgave er at behandle de ægtefælleskiftesager, som skifteretten henviser. Ordningen minder på sin vis om ordningen med autoriserede bobestyrere, som behandler dødsboer.
Mange ægtefæller vil kunne skifte med bistand af en bobehandler uden selv at skulle antage egen advokat. Det gælder i sager, hvor begge ægtefæller er interesserede i at få en deling, der er rimelig i forhold til dem begge, og hvor begge indser, at det er bedst omkostningsmæssigt at medvirke positivt til delingen. Er boet ikke kompliceret af specielle aktiver og passiver, vil en bobehandler kunne give sådanne par den fornødne vejledning og praktiske bistand til en smidig afvikling af deres fælles mellemværende til en overkommelig pris.
Bobehandleren rådgiver ikke ægtefællerne om, hvad der konkret er bedst for den enkelte, idet dette vil stride mod princippet om, at bobehandleren skal være upartisk. Har en ægtefælle behov for rådgivning til brug for valget af, hvilken løsning der er bedst for ham eller hende, kan bobehandleren derfor ikke hjælpe. Den pågældende må så søge egen advokat eller anden form for rådgivning.
Bobehandleren skal f.eks. efter et kortvarigt ægteskab vejlede om, at der er hjemmel til skævdeling. Er der forhold, som kan tyde på, at en af ægtefællerne har krav på kompensation eller godtgørelse af den ene eller anden karakter, bør bobehandleren vejlede herom og om, i hvilken størrelsesorden kravet efter retspraksis må antages at være. Er der diskussion om ejerskabet, vil bobehandleren skulle vejlede om, hvilke krav der normalt stilles for at kunne dokumentere f.eks. sameje om en genstand, der formelt tilhører den ene mv. Kan ægtefællerne på grundlag af denne vejledning enes om et rimeligt beløb i kompensation, eller at der ikke skal betales kompensation, kan bobehandleren lægge dette til grund for det videre arbejde. Drejer det sig om større beløb, eller om aftaler, hvor en ægtefælle giver afkald på rettigheder, der må anses for at tilkomme denne efter reglerne, vil bobehandleren skulle vejlede den pågældende herom og om muligheden for at søge bistand hos egen rådgiver, inden aftalen indgås.
Det er naturligvis intet til hinder for, at en ægtefælle søger bistand hos egen advokat, selv om der medvirker bobehandler. Har begge ægtefæller egen advokat, skal vejledningen naturligvis afpasses i forhold til parternes egen advokatbistand. Vil en ægtefælle ikke acceptere bobehandlerens udlægning af retsstillingen, må den pågældende opfordres til at anlægge sag efter reglerne om enkeltspørgsmål, jf. nærmere herom den nye lov.